Om Kirsten Svane Riis

Indehaver af Coach Aalborg


Jeg brænder for at hjælpe unge tilbage i balance,

så de oplever glæde, styrke og mod på livet.

Jeg har altid troet på alt det, jeg tænkte og følte. Med det resultat, at der altid var noget at blive bekymret for, stresset og deprimeret af, ked af, såret over osv. Men efter at jeg har forstået, hvordan vores sind fungerer helt grundlæggende via forståelsen ”De 3 Principper”, tager jeg mig meget mindre af alle de negative tanker. Når tankerne får lov at ”passe sig selv”, forsvinder de af sig selv igen.

 

Det har givet mig et lysere og lettere liv med mere glæde, og derfor opstod ønsket om at kunne give det videre til andre, der måtte ønske samme forandring. Derfor valgte jeg efter mere end 25 års arbejde som fysioterapeut at tage 3P-uddannelsen hos 3P Instituttet ved Mette Louise Holland, autoriseret psykolog og 3P practitioner, og Jacob Rebien, underviser og coach i 3P, og startede herefter min virksomhed Coach Aalborg.

 

Jeg arbejder nu primært med teenagere og unge, som oplever fx angst, stress, depression og tankemylder. Erfaringen viser, at coaching ud fra De 3 Principper skaber rigtigt gode og hurtige resultater for denne aldersgruppe, og det er en stor glæde for mig at mærke den forandring, jeg kan skabe hos de unge efter blot få samtaler.

De 3 Principper – Grundlaget for min coaching

 

De 3 Principper, også kaldet ”Inside-Out forståelsen” er en forståelse af, hvordan vores sind helt grundlæggende fungerer fra naturens side. Forståelsen er forholdsvis ny i Danmark, og indtil videre er der kun få psykologer, psykoterapeuter og coaches, der arbejder ud fra den – men tallet stiger løbende, da flere og flere får øjnene op for de resultater, forståelsen kan skabe.

 

De 3 Principper er ikke en psykologisk metode (så du vil ikke blive præsenteret for redskaber og øvelser, som du skal udføre for at få det bedre), men derimod er en helt enkel forståelse af vores sind. En forståelse, som bygger på, at:

 

Vi alle allerede er hele og lige, som vi skal være, inde under en uskyldig misforståelse af, at vi ikke er.

 

Vi er nemlig alle født mentalt sunde og med indbygget ro, styrke, robusthed og glæde. Vi er fra naturens side skabt til at fungere og navigere godt i livet. Det er præcis den indre sundhed, som jeg vil hjælpe dig med at få øje på, og det sker af sig selv, når du får en dybere forståelse for, hvordan principperne faktisk fungerer i os.

 

Jeg vil fortælle dig om sindet på en meget simpel måde, og ud fra det vil du få en bedre forståelse af, hvordan det går til, når vi bliver kede af det, vrede, triste, angste, stressede, bekymrede osv. Og når først du begynder at få fornemmelsen for din egen indre sundhed, vil alle de urolige tanker, bekymrende tanker, stress, angst osv. falde væk af sig selv. Du vil forstå og mærke, at vi alle bare er mennesker og helt som vi skal være – det er kun vores tanker, der kan få os til at tro noget andet.

 

Jo dybere vi kommer til at forstå det, jo mindre kommer vi til at tage os af tankerne.

 

Samtaler hos mig er ikke som traditionel terapi. Vi skal ikke gå i dybden med det, der gør ondt, men tværtimod finde ind til din indre sundhed. Den styrke og indre ro, som jeg ved, er iboende i alle, men som bare ikke altid føles lige for.

Historien bag De 3 Principper


I 1973 i USA havde en helt almindelig mand, Sydney Banks, en helt speciel oplevelse. Han arbejdede som svejser og havde aldrig læst bøger udover svejsebøger. En weekend var han på parterapikursus med sin kone, og under en snak med en psykolog sagde han, at han ikke følte sig godt tilpas der, fordi han var så usikker på sig selv.

 

Psykologen svarede: "Syd, du er ikke usikker - Du tror bare, at du er usikker."

 

Dén sætning vendte op og ned på Sydney Banks' virkelighed. Han forstod pludselig, at alt det, han følte, kom fra hans tanker, og ikke omvendt. Han så, at vores tanker skaber vores følelser og dermed vores oplevelse af virkeligheden. Han så, at alle tanker og følelser er forbigående. Fra det øjeblik følte han sig fri til at være i nuet og lade tanker om fortid og fremtid passere.

 

I tiden derefter betragtede han mennesker omkring sig og kunne se, at mange led af usikkerhed, som han selv havde gjort, og mange andre tankeskabte problemer. Han begyndte at skrive om det og dele sine indsigter, og han så, hvordan den kunne hjælpe folk ud af deres psykiske lidelser. Over tid formulerede han den forståelse, der nu er kendt og anvendt verden over under navnet "De 3 Principper"/"Inside-Out Forståelsen".